Ministre, eksperter, tænketanke, embedsmænd, militærfolk, folketingspolitikere, topchefer og EU-kommissærer er bange for misinformation. Alle disse gode folk ser med rette en risiko for, at valg og andre demokratiske grundsten bliver undergravet af misinformation fra russiske trolde, højreradikale ballademagere eller den yderste venstrefløjs angreb på vores samfundsform.

Jeg forstår dem godt. Verden er blevet et uroligt sted, hvor det er svært at kende forskel på sandt eller falsk. I de lærde kredse har man længe talt om postmodernisme og det postfaktuelle samfund, men ingen havde for alvor troet, at det skulle blive andet end en intellektuel øvelse. Nu lever vi med løgne ophøjet til sandhed.

Lad mig give et par eksempler: Vi diskuterer seriøst, om der findes mænd og kvinder. Den amerikanske præsident påstår, at Ukraine startede krigen mod Rusland. Historien om nordboerne og inuitter i Grønland genfortælles i en forvansket version. Og menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der har kæmpet for politiske dissidenters ret til at tale frit, vil begrænse ytringsfriheden af hensyn til minoriteter.

Vi lever i en gakket tid, hvor nogle forsøger at opløse begreberne og sproget. Jeg synes, at der skal være plads til oprørerne, som rusker op i tingene. Men i et demokrati, som det danske, er det vigtigt, at vi kan skelne fakta fra misinformation, og at vi har et fælles sprog. Ellers er det vanskeligt at have en samtale.

Derfor vil jeg slå et slag for den demokratiske infrastruktur, som vi skal beskytte. Det gælder statens centrale institutioner som Folketinget, domstolene, og regeringen med alle dens magtbeføjelser. Men lige så vigtigt er det, at vi forstår, at der befinder sig en demokratisk kultur bag alle disse institutioner, og at den kultur har ytringsfrihed som en afgørende forudsætning. Alle skal have ret til at ytre sig, så sandheden og misforståelser kan komme frem, og meninger kan brydes.

Derfor er det et fremskridt, at vi har fået sociale platforme, som Facebook, Instagram, X og alle de andre, hvor alle kan deltage. Vi skal bare være opmærksomme på, at det redigerende led er pillet ud af kommunikationen. I gamle dage skulle læserbreve via en redaktør på en avis, og man skulle inviteres i radio eller TV, hvis man skulle komme til orde i et massemedie. Nu kan alle uhindret sprede misinformation, og det gælder både enkeltindivider med en forskruet virkelighedsopfattelse og autoritære regimer, der ønsker at skabe splid. Hastigheden og effektiviteten er kun øget med udbredelsen af kunstig intelligens.

Jeg synes, at tech-industrien burde tage ansvar, så deres platforme ikke bliver en sikker havn for børneporno, vold og andre ulovligheder. Meta og alle de andre tech-selskaber burde have en person i Danmark (og alle andre demokratiske lande, hvor de opererer), som stod til ansvar i forhold til dansk lov. Men jeg er lige så sikker på, at en bedre regulering af de teknologiske giganter ikke er nok, fordi man ikke kan regulere sig til sandheden.

Vi har brug for et fintmasket skjold for demokratiet, som består af uafhængige institutioner, hvis eneste formål er at udbrede viden. Derfor er den bedste beskyttelse mod misinformation, at vores samfund giver gode betingelser for et nationalt leksikon med fakta, biblioteker med adgang til viden, veluddannede skolelærere til vores børn, universiteter med indsigt i vores historie og sprog, højskoler og aftenskoler til at gøre os klogere, og så skal vi ikke mindst have en mangfoldig presse med uafhængige journalister.

I disse år skal demokratier beskyttes mod autokratier. Derfor giver jeg min ubetingede støtte til statsminister Mette Frederiksen, regeringen og det store flertal i Folketinget, som endelig har sat gang i oprustningen af forsvaret. Helt tilbage i 2014 lovede Danmark forsvarsalliancen NATO, at vi ville bruge 2 procent af BNP på vores militær. Men vi går først rigtigt i gang nu, krigen har hærget i tre år i Ukraine, og Donald Trump er blevet amerikansk præsident for anden gang. Bedre sent end aldrig, og oprustningen er alle pengene værd.

Men opgaven er ikke løst med flere soldater. Det sværeste bliver at sikre den demokratiske infrastruktur, hvor viden strømmer mellem os borgere. Vores demokrati er mere stabilt, hvis flertallet ved, at tyngdekraften eksisterer, at en minister kan væltes af Folketinget, og man ikke kan bruge begrebet folkemord om alle former for overgreb. Det er bare eksempler.

Til sommer overtager Danmark formandskabet for EU, og her får den danske regering til opgave at arbejde for et “European democracy shield”, altså hvordan vi beskytter demokratiet. Der er naturligvis alle de hårde redskaber med forsvar, efterretningstjenester, beredskab, valgobservatører og cybersikkerhed. Men den afgørende ingrediens er, hvordan demokratiske lande kan sikre stærke videninstitutioner i Danmark og i andre lande. Det er demokratiets hemmelige ingrediens, som er svær at finde opskriften på, hvis den først er blevet væk.

Nogen vil med det samme tro, at det handler om økonomisk støtte til alle disse institutioner. Og jeg vil ikke udelukke, at penge er en del af løsningen. Men jeg vil opfordre til, at man først ser på rammevilkårene for skoler, medier, forlag, biblioteker osv.

Det skal være forbundet med anerkendelse at undervise i en skole, på en højskole, eller træne den næste generation på et universitet. Vi skal også sørge for, at alle, der laver originale værker, har rettighederne til deres produkter. Derfor skal vi sikre ophavsret, så forfattere, eksperter, journalister og andre ikke bliver kørt over, når tech-giganterne trawler internettet for at få indhold til deres søgemaskiner og sprogmodeller.

Samme blik skal vi have på lokale radiostationer, læseklubber og aftenskoler. Men hvis vi skal beskytte demokratiet med et skjold, skal vi nok især sikre, at det er økonomisk bæredygtigt at drive frie redaktørstyrede medier. Ytringsfriheden er en illusion uden en presse.

Derfor bliver jeg bekymret, når Christiansborg forsøger at undergrave befolkningens tillid til de frie medier, som det f.eks. er blevet forsøgt af Medieansvarsudvalget og med diverse ministres angreb på medierne. Man må gerne kritisere det enkelte medie, svare igen og udstille fejl og journalistik af dårlig kvalitet, men at angribe de frie medier som institution er at undergrave demokratiet.

Det har taget årtier at opbygge frie og selvbærende institutioner i Danmark, og det gælder også den frie presse, og den kan hurtigt brydes ned igen. Især i en tid, hvor der er hastig omstilling, og økonomien er strammere end før. Jeg nævner lige, at Berlingske Media har en fin økonomi, men andre mediehuse har det vanskeligt, og fælles for alle uafhængige medier er, at vi er blevet små forretninger, især i forhold til tech-giganterne.

Jeg mener, at frie medier skal opfattes som kritisk demokratisk infrastruktur på linje med læreanstalter og statens institutioner. Man kan ikke lovgive sig til sandheden, men man kan sikre ordentlige rammer til fri meningsudveksling. Et frit folk med en fri presse og adgang til troværdig information er det bedste skjold for demokratiet.

Her blev jeg klogere

Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt, at vi forstår Tyskland og tysk politik. Derfor har jeg valgt at dele et par artikler om den konservative Friedrich Merz, som netop har vundet valget i Tyskland:

• Friedrich Merz optræder allerede som en de facto-kansler i Tyskland. Han har travlt med at genoprette økonomien og samle europæerne over for præsident Donald Trump, skriver Weekendavisen.
• Hvem er Friedrich Merz? Politico fortæller om Europas mest magtfulde leder, som skal navigere en ny æra uden Washington som en tæt allieret.
• Tysklands kommende kansler bryder regler, tabuer og traditioner, skriver Berlingske. Merz er klar til at gribe til uortodokse trick for at nå sine mål.

Tal til eftertænksomhed

6,3 millioner

ukrainere er flygtninge, ifølge FN

Topfoto: Asger Ladefoged