Alle og enhver kan se, at det går hårdt for sig i den offentlige debat nogle gange. Politikere bliver svinet til, pressefolk trues, meningsdannere gemmer sig af frygt, og de gensidige beskyldninger fyger. Vi lever i en tid, hvor tonen er blevet barsk, fordi flere har mulighed for at sige deres mening uden filter på især sociale medier.

Derfor er det ikke overraskende, at mange efterspørger regler for ytringer og straf for hadsk tale, for de fleste oplever, at vi lever i en ubehagelig tid, hvor samtale for ofte erstattes af gensidige beskyldninger. De fleste følger den offentlige debat på deres mobiltelefon, og det sker i en blanding af nyhedsmedier, som B.T., dr.dk, Ekstra Bladet eller sociale medier som Instagram, X, Facebook og for nogens vedkommende Reddit. Det hele flyder sammen med nyhedsbreve, podcast og brugerkommentarer, når tommelfingeren på skærmen finder vej rundt i alverdens informationer og meninger.

I et demokratisk land som Danmark har vi heldigvis en lang tradition for, at alle har ret til at offentliggøre deres tanker. Der er visse grænser som trusler og æreskrænkelse, og her slår domstolene ned. Allerede i år har Højesteret dømt tre mænd for trusler om vold, fordi de havde hængt en mannequindukke op i en lygtepæl med et billede af statsminister Mette Frederiksen med et skilt med teksten “Hun må og skal aflives,” og Københavns Byret dømte tidligere i år socialrådgiver og samfundsdebattør Asmaa Adbol-Hamid for at insinuere, at Jotam Confino, mellemøstkorrespondent for tidligere TV 2 og nu B.T., var påvirkningsagent for Israel.

I Danmark har vi en fri presse, som har et grundfæstet princip om, at et medie skal have en ansvarlig redaktør, der står til ansvar overfor domstolene og i Pressenævnet, som er en uafhængig klageinstans med en højesteretsdommer som formand, der finansieres af medierne selv. EU har også indført regler mod hadtale, så vi har mange metoder til at håndtere folks ytringer.

Mange politikere synes stadig ikke, at det er nok, og derfor nedsatte kulturministeren et medieansvarsudvalg i 2022 med den tidligere liberale politiker og minister Søren Pind i spidsen. Opgaven var at tjekke god presseskik, give bedre mulighed for genoprejsning efter digital ærekrænkelse, sikre at influencere og bloggere tog ansvar for deres indhold, og sidst men ikke mindst se på en medieombudsmand efter svensk forbillede.

Den slags er værd at undersøge, og derfor har erfarne pressefolk stillet op for at hjælpe Søren Pinds udvalg med at komme med løsninger. De fleste mediefolk er enige i, at fakta skal være i orden, alle parter skal høres, og at fejl skal rettes. Sådan har det været i generationer, og med få undtagelser bidrager pressen gerne til at forbedre tingenes tilstand, når verden forandrer sig, som den gør i disse år med sociale medier og kunstig intelligens.

Men vi i pressen ved også, at ordet skal være frit, og medierne skal være uafhængige. Befolkningens tillid til medierne afhænger af, at de kan stole på, at vi ikke er i lommen på hverken politikere, embedsmænd, særinteresser eller statslig kontrol. Demokratiet afhænger af en fri presse.

Derfor er det helt fint, at Folketinget beder et udvalg undersøge, “hvordan der kan etableres en medieombudsmand efter svensk forbillede, som kan undersøge sager på eget initiativ og har til opgave at bidrage til god publicistisk praksis gennem meningsdannelse, medieetisk debat og initiativer.” Det er ubetinget en god idé at lade sig inspirere af svenskerne.

Desværre falder Søren Pind i vandet på vejen tilbage over Øresund. For det første indfører hans medieudvalg et gummibegreb om almindelig redelighed, som skal fortolkes af en statslig ombudsmand. Hvad betyder det mon? Man burde holde sig til de kendte begreber fra presseetikken. Og for det andet foreslår Søren Pind, at den danske ombudsmand bliver et offentligt organ, altså styret, udpeget og finansieret af staten. Den svenske model er en uafhængig ombudsmand finansieret af pressen selv. Der er en verden til forskel, og en statslig medieombudsmand for en presse med ansvarshavende chefredaktører med ansvar hører ikke til i et demokratisk samfund. Heldigvis tager flere medlemmer af udvalget helt eller delvist afstand fra Pinds model for en statslig medieombudsmand.

Lad os håbe, at kulturministeren og Folketinget lytter til de fornuftige forslag fra udvalget om god presseskik, ærekrænkelser og influencere, men at man undlader at Danmark bliver til det første demokratiske land, der indfører statslig kontrol med den fri presse.

Her blev jeg klogere

• Den amerikanske podcastvært Joe Rogan har haft Meta-chef Mark Zuckerberg i studiet til en samtale om ytringsfrihed og meget andet. Her kan man høre, at verden ændrer kurs – til det bedre.
• Tænker du, at forlaget Lindhardt og Ringhof bruger unge kvinder som lokkemad for mandlige forfattere, eller er du i tvivl? Er det journalistik eller konceptkunst? Lyt til Henrik Qvortrup i podcasten Q&Co.
• “Man kan bekymre sig om alting,” siger Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak om tiden med Donald Trump som præsident i USA. Lyt til kloge ord om udviklingen i podcasten Avistid.

Tal til eftertænksomhed

1,5

trillioner dollar blev brugt på subsidier til fossile brændstoffer i 2022. Læs mere her på Our World in Data.

Topfoto af Søren Pind: Niels Ahlmann Olesen