I sidste weekend besøgte jeg Pinkas-synagogen i Prag. På de hvidkalkede vægge står navnene på de tusindvis af tjekkiske jøder, der omkom under Anden Verdenskrig. Med rød og sort håndskrift er der skrevet 77.297 navne på væggene, og man bliver overvældet af mødet med de tusinde menneskeskæbner, der blev ramt af nazisternes ondskab for 80 år siden.

Mine øjne faldt på navnet Wolf Hirsch Dänemark på væggen blandt de mange andre, fordi hans efternavn refererede til Danmark. Efter besøget slog jeg hans navn op i det tjekkiske holocaust-register. Her stod, at han var født den 27. juni 1887, boede i Brno, nazisterne tildelte ham transportnummer 739 til koncentrationslejren Terezín, hvor han blev dræbt den 1. marts 1942. Hvor navnet kom fra, melder historien intet om. Men vi ved, at Dänemark ligesom millioner af andre blev slået ihjel, alene fordi han var jøde.

Jødeudrydelserne i Europa er en del af vores historie, og det må vi aldrig glemme, for det er derfor, at jøderne har ret til et hjemland. Når terrororganisationen Hamas den 7. oktober gennemfører den største massakre på jøder siden holocaust, hvor de slår 1400 civile ihjel og bortfører over 200 uskyldige mennesker, så er det en grum fortsættelse af jødernes lidelseshistorie. Jøderne fik et hjemland efter Anden Verdenskrig mellem Jordanfloden og Middelhavet, hvor Israel nu ligger, og det har verdenssamfundet anerkendt. Der burde også findes en løsning for palæstinenserne, men ikke på bekostning af jøderne, og slet ikke på terroristernes betingelser.

Jeg begræder alle de døde israelere, palæstinensere og udenlandske statsborgere, som dør i konflikten. Vi må håbe, at fred og tilgivelse på et tidspunkt vil indfinde sig i Mellemøsten. Men det er Hamas, der dræbte og bortførte uskyldige israelere. Den israelske hær svarer med rette igen og får forhåbentligt stillet Hamas’ bagmænd og bødler til ansvar, men jeg beder samtidig til, at Israel viser tilbageholdenhed, selvom jeg anerkender retten til at beskytte det jødiske folk og den jødiske stat.

Mit ærinde med dette nyhedsbrev er at advare mod den propagandakrig, som allerede er i gang. Vi bliver oversvømmet af horrible foto, videoer og beskrivelser på sociale medier, på alverdens nyhedskanaler og i de mange liveblogs og historier i de danske nyhedsmedier. Den fri presse skal vise sit værd i de kommende dage, uger, måneder og måske år. Hamas vil sprede billeder af civile ofre i Gaza, og de vil sprede løgne, mens Israel arbejder på de demokratiske betingelser, som vi kender, hvilket betyder krav om dokumentation og kritiske spørgsmål fra verdenspressen. Derfor er kampen mellem Israel og Hamas ulige og til terroristernes fordel, som vi ofte ser det, når demokratier og despoter støder sammen.

Vi så det tydeligst, da Hamas påstod, at Israel havde bombet et hospital i Gaza med flere hundrede døde til følge. Jeg må med beklagelse konstatere, at størstedelen af den vestlige verdens frie medier ukritisk viderebragte historien, hvilket legitimerede den falske fortælling på sociale medier og andre platforme. The New York Times faldt i gryden, hvad de senere har beklaget, vores hjemlige nyhedsbureau Ritzau godtog og videreformidlede også terroristernes propaganda, og Berlingske og B.T. bragte også kort efter eksplosionen telegrammet, hvor der stod, at det var et israelsk luftangreb. Som chefredaktør Tom Jensen har skrevet i sit borgerlige nyhedsbrev, viser det, hvor hurtigt man kan komme til at ramme skævt.

Os i medierne skal huske, at krigen ikke er mellem to lige troværdige parter. Israel er et demokrati med fri presse, mens Hamas er en terrorbevægelse, som aldrig ville acceptere de demokratiske spilleregler. Derfor er det ikke nok at medierne videreformidler, hvad begge parter beretter. Vi i pressen skal stille kritiske spørgsmål til al information, der kommer fra Gaza, Vestbredden og den arabiske verden. Kritikken er de israelske myndigheder og den israelske hærs ageren foregår på de kendte vestlige præmisser, men er hæmmet af krigens vold, manglende information og begrænsede adgang. Vanskeligheden består i at stille Hamas til ansvar for handlinger og misinformation. Det samme gælder den hjemlige opinion, hvor der skal stilles kritiske spørgsmål til alle de herboende muslimer, der tror, det er ansvarsfrit at hylde Hamas’ terror eller venstreorienterede, som forsøger at undergrave Israel med anklager om apartheid.

Pressen kan let blive manipuleret af de mange billeder fra krig og konflikt i og omkring Gaza og af de mange mennesker, der råber op i de vestlige hovedstæder. Alle med en mobiltelefon kan tage foto og optage videoer, billeder kan manipuleres, og mange har en interesse i at sprede falsk information på sociale medier. Derfor har de ansvarlige medier en særlig opgave, som består i at sætte kilde, dato og geolokation på alt foto- og videomateriale, så vi bedst muligt sikrer kvaliteten og samtidig vækker danskernes kritiske sans. Det samme gælder kilder, så Hamas sundhedsministerium, propalæstinensiske interesseorganisationer og andre aktører præsenteres og interviewes som parter i sagen, og ikke som neutrale, interessefri observatører.

Der er et stort ansvar forbundet med at videregive urigtige oplysninger, udokumenterede påstande, foto, videoer og beskyldninger på sociale medier. Jøderne fortjener, at vi tager deres historie og situation alvorlig, og det gør pressen bedst, hvis medierne alene jagter sandheden. Palæstinenserne er også bedst tjent med, at deres egne lederes løgne kommer for en dag. Pressen skal rapportere frit, og når det gælder krige med uhyrlige konsekvenser, er der et særligt ansvar forbundet med, at sandheden kommer frem.

Her blev jeg klogere

• Jeg har købt og læst forfatter Marianne Stidsens urovækkende bog om samtykkelovens konsekvenser for unge mænd. Hun har beskrevet ti mænds historier om, hvordan de ser sig ofret i den nye lov, som har omdefineret begrebet voldtægt til ukendelighed. Bogen kan købes her.
• Weekendavisen har haft fokus på voldtægter i en række indsigtsfulde artikler om opdigtede og ægte overgreb og om politiets nye afhøringsmetoder
• De uhensigtsmæssige konsekvenser af den nye samtykkelov skaber retfærdigvis usikkerhed om den politiske opbakning. Dansk Folkeparti frygter justitsmord, fordi især unge mennesker ikke forstår loven.

Tal til eftertænksomhed

100.000 ansatte i offentlig administration er ny rekord. Antallet af offentlig ansatte er eksploderet, og stigningen er især sket i staten, hvor næsten hver femte medarbejder arbejder på kontor, viser en analyse fra Dansk Industri.

Foto: Privatfoto Anders Krab-Johansen