Jeg husker tydeligt de store ord, da statsminister Mette Frederiksen og hendes to formandskollegaer, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, præsenterede den nye regering i december. Danmark havde fået en flertalsregering, som ikke ville nøjes med at klare sagerne med lodder og trisser, som der stod i regeringsgrundlaget.

I mandags præsenterede SVM-regeringen sin finanslov for 2023, som roligt kan betegnes som den mindst ambitiøse i nyere tid. Kontrasten til de alvorlige miner fra regeringsdannelsen var slående, og derfor genlæste jeg regeringsgrundlaget, som skulle forklare, hvorfor Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne dannede en trekantsregering.

Læs med her fra introduktionen:

"Vi danner regering sammen, fordi vi er enige om, at vores land har behov for, at der i denne valgperiode tages fat på de substantielle udfordringer, vi står over for – og at vi sammen kan gennemføre egentlige løsninger. Løsninger, der ville være umulige for os at få gennemført hver for sig."

Situationen minder mig om et af de ældste arbejdsredskaber i journalisternes håndbog, som ganske enkelte går ud på at måle løfterne mod realiteterne.

Hvis nogen lover en god løsning i morgen, skal den helst være god og præsenteres dagen efter. Så enkelt er det. En af pressens mange opgaver er på vegne af befolkningen at undersøge, om der er realitet bag ordene. Bliver skolerne bedre? Får iværksætterne bedre vilkår? Bliver energien grønnere?

Hvordan måles succes?

I den nuværende valgperiode er opgaven at undersøge, om regeringen tager fat på de substantielle udfordringer? Og det skal være egentlige løsninger, som Socialdemokratiet ikke kunne gennemføre med venstrefløjen, og som Venstre ikke kunne gennemføre med de blå partier.

Det er SVM-regeringens egen målestok for succes.

I regeringsgrundlaget lover regeringen, at forsvarsudgifterne skal stige til to procent af BNP, som vi har lovet vores allierede i NATO. Finansloven leverer støtte til Dyrenes Vagtcentral, som er en prisværdig opgave, men den løser næppe Forsvarets udfordringer.

Tilbage i december var SVM-regeringens ambition at holde fast i de høje klimaambitioner. I det aftalte statsbudget for næste år er regeringen og aftalepartierne enige om at prioritere 15 millioner kroner til klima- og miljøindsatser.

Dernæst har regeringen lovet et ægte velfærdssamfund for de ældre med frihed og alt det gode. Finansloven afsætter to millioner kroner til et “videnscenter for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet.” Det er knap nok til at betale for justitsminister Peter Hummelgaards bøder for manglende brug af sikkerhedssele i ministerbilen og ulovlige parkeringer på Amager.

Ovenstående er nok skrevet i en ironisk tone, men det er den skinbarlige sandhed. Mette Frederiksens samlingsregering skulle løse klimakrisen, forsvarskrisen og velfærdskrisen, men der er ingen substantielle beløb sat af i hele SVM-regeringens første år. Det betyder, at det hele skal ske i 2024-finansloven. Året efter tæller vi ned til næste valg.

Med de lange samtaler, som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og i slutfasen også Lars Løkke havde på Marienborg, er det opsigtsvækkende, hvor lidt de egentlig er klar til at gennemføre.

SVM-regering præsenteres på Amalienborg Slotsplads i København torsdag den 15. december 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Hvor er det substantielle?

Jeg havde forventet en del mere, når Socialdemokratiet valgte at droppe de røde partier, og Venstre forlod rollen som borgerligt statsministerparti. Noget substantielt, hvis jeg skal sige det kort. Danmark står med en række udfordringer, som bedst kan løses af en ansvarlig borgerlig regering.

Der skal rigtigt mange milliarder til Forsvaret, så Danmark kan forsvare sig selv på jorden, til søs, i luften og i cyberspace, og som gør os i stand til at spille vores rolle i NATO mod Rusland og andre trusler. De borgerlige har altid støttet NATO, og det burde være enkelt, nu hvor Socialdemokratiet, SF og De Radikale også er kommet til fornuft.

Skattesystemet burde forenkles så meget, at selv skattevæsenet kan finde rundt i det. Vi har brug for en simpel boligskat, en simpel aktieskat, og en gennemskuelig beskatning af indkomster. Løkkes misfoster af en top-top-skat hjælper ikke her – tværtimod.

Danskerne har fortjent bedre børnepasning, skoler, sundhed og ældrepleje. Det nuværende velfærdssystem er den sidste rest af et planøkonomisk system, der har overlevet her 34 år efter Murens fald. Borgerne skal have lov til at bestemme selv på en socialt retfærdig måde. Vi har brug for egentlige løsninger.

Og så er der klimaet, som er en af tidens største udfordringer. Danmark vil gerne være grøn, men er det virkelig løsningen at ødelægge naturen med gigantiske vindmøller eller brænde skov af fra udlandet? Der må være andre løsninger, som kan komme i spil, når nu de tre partier i SVM ikke skal bruge kræfterne på at bekæmpe hinanden.

Der er mange spørgsmål at stille for os i den fri presse. Vi er mange, der gerne vil vide, hvornår regeringen har tænkt sig at leve op til sine løfterige løfter.

Her blev jeg klogere

• Lad os blive i reformsporet, som er temaet i denne måneds nyhedsbrev. SVM-regeringen vil gerne tage patent på ansvarlige reformer, men der er tre økonomisk blålige partier, som har et bedre forslag til en socialt retfærdig reform af pensionerne.

• Politikerne vil gerne have visioner for velfærdssamfundet. Derfor er det overraskende, at Dansk Erhvervs gennemarbejde af 14 forslag til en bedre ældrevelfærd nærmest er blevet forbigået i tavshed.

• Danmark vandt i EU, og vores hjemlige fjernvarmeværker kan fortsætte med at brænde nyfældet træ af til varme og energi. Omkring to tredjedele af Danmarks såkaldt grønne energi kommer fra afbrænding af biomasse, skriver Information. På papiret er afbrænding af træ klimaneutral, men i realiteten udledes massive mængder CO2 til skade for klimaet.

Tal til eftertænksomhed

Så lidt stiger arbejdsudbuddet målt i personer af SVM-regeringens foreslåede skattereform. Til sammenligning gav Fogh-regeringens forårspakke i 2009 en effekt på 18.300, og Thorning-regeringens 2012-reform gav 15.800 flere danskere et incitament til at arbejde.

Kilde. CEPOS

Topfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix