I oktober 2022 tegnede jeg en krusedulle på et stykke papir, som skulle vise sig at blive til en bog. Jeg havde i noget tid gået og grublet over, hvorfor os borgerlige stort set altid tabte samtalerne om, hvad der var godt? Det lyder banalt, men det er ret alvorligt, hvis man ikke kan fortælle, hvad der er rigtigt at gøre.

Min frustration faldt sammen med, at statsminister Mette Frederiksen udskrev valg til Folketinget, som afslørede et borgerligt fallitbo, krigen rasede i Ukraine, og venstreorienterede aktivister havde medvind i spørgsmål om køn, regnbueflag og de rigtige meninger.

Jeg undrede mig over, at det var så vanskeligt for liberale og konservative at finde et sprog for, hvilket samfund man ønsker sig. Det handler om, at man med troværdighed kan sige, at man vil passe på børnene, de svage eller de ældre. Det gælder om, at man har fornuftige løsninger, når emnet er miljø eller klima. Og det er vigtigt, at man f.eks. kan sætte en dagsorden om familiernes vilkår i Danmark.

Min konklusion var og er, at det er velfærdsstatens fortalere, der har taget patent på det gode sammen med venstrefløjens selvudnævnte humanister, som fører ordet i medierne. Jeg vil ikke kritisere dem, der vinder diskussionerne, for jeg går ud fra, at socialdemokrater, socialister og aktivister kæmper for det, de synes er rigtigt: Sociale tiltag, mangfoldighed, klimaaktivisme, politisk korrekthed, udfordrende kultur og FNs verdensmål. Den mest overbevisende historie vinder naturligvis.

Til sammenligning med de røde er vi borgerlige nok mest kendt for orden i økonomien, påståede nedskæringer, krav om bedre vilkår for erhvervslivet og accept af utøjlet egoisme. Egentlig er det skørt, at vi er endt der. Jeg ved, at de borgerlige, jeg kender, går ind for demokrati, fred, ligestilling mellem kønnene, frihed, kultur, natur og hjælp til alle, der er udsatte. Hvorfor hører man ikke den historie?

Min erkendelser var og er, at vi borgerlige er blevet fanget i et forsimplet verdensbillede, som er forkert, men som vi selv forstærker. Problemet er, at vi bidrager til en forståelse af virkeligheden, hvor man skal vælge mellem to modsætninger. Den ene er mellem individ og fællesskab. Når det bliver sat hårdt op, vælger de fleste borgerlige det enkelte menneske, fordi frihed, individualisme og individuelle rettigheder er vigtige for liberale og konservative. Den anden modsætning opsættes mellem marked og stat. I det tilfælde oplever de fleste borgerlige, at det er svært at være iværksætter eller selvstændig, og at høj skat og besværlig regulering er til skade for Danmark, og derfor prioriterer vi marked over stat.

Problemet med vores valg mellem de to modsætninger er, at borgerlige dermed taber kampen for fællesskabet og dermed omsorgen for samfundet, og vi står tilbage med en tynd historie om det enkelte individ og økonomien. Jeg tror, at alle os med borgerlige værdier skal kæmpe os ud af de to modsætninger, hvis vi vil have folk til at lytte og forstå, hvad vi faktisk siger.

Det er her, min krusedulle kommer ind i billedet. For jeg tegnede en spiral på papiret, fordi den skaber sammenhæng. I midten findes det enkelte menneske, dernæst familien, som vi alt for ofte overser, og så dannelsen i skoler, foreninger, klubber og andre fællesskaber og institutioner. Først derefter kommer markedet, før vi når til vores land, Danmark, og til slut runder af med at placere os i verden.

Spiralen blev til kapitler i en bog, som udkom i fredags på forlaget Gyldendal, som også udgav min første bog “Vi vinder når vi vågner.” Den nye bog har titlen “Fri os fra den værdiløse borgerlighed” og er et opgør med et verdensbillede, hvor alt er lige godt, og et forsøg på at fortælle en sammenhængende historie.

Jeg tror, at vi borgerlige skal finde værdierne igen. Vi skal værne om det enkelte menneske, men dæmpe tendenserne til uhæmmet egoisme. Jeg synes også, at vi skal bakke tydeligere op om familierne, som risikerer at blive nedbrudt, hvis vi kun fokuserer på individet og på, at samfundet skal have arbejdskraft. En vanskelig kamp kommer til at foregå i skoler, på universiteter, i kirker, medierne, de frivillige organisationer, på museer og alle de andre dannende institutioner, som venstrefløjen har haft held til at sætte sig på, fordi vi borgerlige har været passive eller ligefrem dovne. Det samme gælder historien om os danskere og vores land, som vi skal huske at fortælle og værne om.

Når man taler om, at noget har værdi, siger man samtidig, at alt ikke er lige godt, og det er vigtigt. Der er forskel på frihed og tvang, på lige værdighed for mennesker og underkastelse, på viden og misinformation og ikke mindst på vores vestlige civilisation og andre samfundsformer, som vi skal forsvare os imod.

Det er alt det, jeg søger svar på i min bog, som jeg håber kan sætte gang i en samtale og en selvransagelse blandt borgerlige - og måske især en ny generation af borgerlige.

Du kan læse mere om bogen hos Gyldendal, som også har henvisninger til, hvor den kan købes.

Bogen er blevet anmeldt flere steder. Niels Krause-Kjær kalder den i Berlingske for kvalificeret, velskrevet og lidt mavesur, mens Christian Egander Skov hos Altinget bruger ord som uomgængelig, hvis man vil forstå forskydningerne i dansk borgerlighed. Der er også anmeldelser af Martin Ågerup i Information, Mikael Jalving hos Kontrast, Rasmus Ulstrup Larsen i Weekendavisen, hos Kristeligt Dagblad fra Nils Gunder Hansen, og i Indblik skrevet af Christopher Arzrouni.

Her blev jeg klogere

Min egen bog er en søgen efter svar, og dem finder man ofte i andres bøger. Derfor vil jeg gerne anbefale tre bøger, som har påvirket mit eget syn på verden, og som jeg har brugt som inspiration i bogen.

• Den første er antropolog Joseph Henrichs bog “The Weirdest People in the World,” som fortæller, hvorfor vesterlændinge tænker anderledes, især om familiens betydning.
• Når det gælder markeds indbyggede værdi, vil jeg anbefale økonom Deirdre McCloskeys “Leave Me Alone and I’ll Make You Rich,” som gør op med myten om den onde kapitalist og fortæller en anden og bedre historie om menneskers ageren på et marked.
• Og til slut vil jeg nævne sociolog Ruud Koopmans “Islams forfaldne hus,” til at forstå islam og de problemer, som indvandring fra mulismske lande udgør i Europa.

Tal til eftertænksomhed

63%

af alle børn i 4. klasse taler altid dansk derhjemme, mens resten taler et andet sprog, fordi mindst den ene forældre er udlænding. Danmark er blevet et flersproget samfund på godt og ondt. Kilde: PIRLS-rapporten, 2021