Familien samles igen - Berlingske Media køber BTMX 100 procent

2. July 2021

Kontakt

Anders Krab-Johansen Koncernchef og udgiver Kontaktes via Lucia Elisabeth Kyle +45 29 73 72 93

Familien samles igen - Berlingske Media køber BTMX 100 procent-img

Det sker efter en årrække med delt ejerskab, hvor B.T. blev drevet i selskabet BTMX, som var 70 procent ejet af Berlingske Media og 30 procent af den schweiziske mediekoncern TX Group.

Fredag morgen blev handlen gennemført, hvor Berlingske Media købte de resterende aktier i BTMX. I løbet af efteråret vil aktiviteterne blive samlet i Berlingske Media, hvorefter BTMX-selskabet lukkes.

B.T. er et over 100 år gammelt populært nyhedsmedie fra Berlingske-koncernen, som de seneste år er blevet genfødt som Danmarks største digitale medie. Den position skal yderligere udbygges.

“B.T. har fremtiden for sig. Som Danmarks førende digitale medie er der masser af potentiale,” siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver for Berlingske Media.

Med købet af aktierne har Berlingske Media konsolideret ejerskabet af en stribe af Danmarks stærkeste mediebrands. I porteføljen er Berlingske, Weekendavisen, B.T., Euroinvestor og 24syv. Alle medier er nu 100 procent ejet af Berlingske Media, og alle aktiviteter vil blive drevet i det selskab. “Det er en mærkedag for os i Pilestræde. Berlingske-familien bliver samlet igen og ovenikøbet udvidet lidt,” siger Anders Krab-Johansen.

Berlingske Media er ejet af DPG Media, som er den største mediekoncern i Belgien og Holland. I forbindelse med forenklingen af selskabsstrukturen ændres bestyrelsen. Berlingske Media får en intern bestyrelse, hvor DPG Medias topchef, Erik Roddenhof, bliver bestyrelsesformand. Den nuværende bestyrelsesformand Connie Hedegaard fratræder sammen med de øvrige eksterne medlemmer Lars Monrad-Gylling og André Rogaczewski.

“Berlingske Media er en veldrevet medievirksomhed, som vi er stolte af. Vi er glade for, at alle aktiviteter er samlet og klar til at investere yderligere i Danmark,” siger Erik Roddenhof.

Han takker Connie Hedegaard for en succesrig periode som bestyrelsesformand, hvor Berlingske Media igen har placeret sig stærkt i det danske mediebillede og skabt flotte finansielle resultater. Samme tak lyder til Lars Monrad-Gylling og André Rogaczewski. Erik Roddenhof vil styrke samarbejdet med Den Berlingske Fond, som kilde til det Berlingske Hus’ særlige publicistiske position i Danmark.

Prisen for ejerandelen oplyses ikke.

Flere pressemeddelser

Slide 1 of 26
Slide 1 of 26