24. October 2024
Kontakt
Lisbet Røge Jensen Kommerciel direktør / CCO M: +45 22 16 76 43 E: lrje@berlingskemedia.dk Sarah Askhim Faber Commercial Development Lead M: +45 30 24 74 38 E: saan@berlingskemedia.dk
I dag er det officielt, at Berlingske Media er dette års GLOBAL casevirksomhed til CBS Case Competition. Sidste år deltog over 3200 studerende i casekonkurrencen, hvor der skal løses en udfordring fra en udvalgt virksomhed. Tidligere casevirksomheder tæller Novo Nordisk, Ørsted, Pandora, IKEA og Carlsberg.
“Vi er stolte af at være årets virksomhed i CBS’ globale konkurrence, og vi sætter stor pris på, at hundredvis af unge, kloge studerende nu skal kæmpe om at udtænke den bedste løsning på Berlingske Medias udfordringer. Vi skal hele tiden arbejde med vores forretningsmodel, så vi sikrer en finansielt bæredygtig fremtid for vores mediehus og den frie presse, der er en grundsten i demokratiet. Jeg er spændt på at se, hvordan studerende fra hele verden med forskellige baggrunde og kompetencer kan bidrage til dette vigtige arbejde,” udtaler koncernchef og udgiver Anders Krab-Johansen.
Berlingske Media kan endnu ikke afsløre det konkrete casespørgsmål, de studerende skal besvare. Tidens udfordringer for mediebranchen generelt er dog velkendte: Techgiganterne tiltrækker mere og mere af vores opmærksomhed og presser de klassiske mediehuses forretningsmodeller. Berlingske Media har som mange andre mediehuse de seneste år været under hastig forandring og i konstant transformation. Det gælder både redaktionelt og kommercielt. Både Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver, og Lisbet Røge Jensen, kommerciel direktør, sidder derfor med i juryen og skal finde vinderholdet.
“Jeg ser frem til at overvære de tre bedste hold til finalen og til at kåre vinderen. Det er et privilegium at få så mange kvalificerede bidrag til at udvikle forretningen. Når konkurrencen er veloverstået, glæder jeg mig til at dykke ned i de mange løsninger og skabe nye projekter i jagten på at knække den udfordring, vi har stillet de studerende,” udtaler kommerciel direktør Lisbet Røge Jensen.
Selve udfordringen bliver offentliggjort 11. november, hvorefter de studerende har 24 timer til at indlevere deres løsning. Semifinaler afholdes virtuelt, og de tre bedste hold bliver fløjet til København til finalen på Hotel Scandic Falkoner 22. november.
Siden 2002 har ca. 30 frivillige studerende stået for at planlægge professionelle casekonkurrencer under foreningen CBS Case Competition. Læs mere om CBS Case Competition her.