HR-direktør svarer på kritik af Metoo-sag

9. December 2021

KONTAKT

Lise Glerup HR-direktør i Berlingske Media lgpe@berlingskemedia.dk

HR-direktør svarer på kritik af Metoo-sag-img

Berlingske Media besluttede i april 2021 at igangsætte en faktaundersøgelse på baggrund af en konkret klage over en redaktør på B.T., fra en tidligere studentermedhjælper på avisen. Sagen omhandlede blandt andet de beskeder, som klageren fornylig har offentliggjort indholdet af på sociale medier.

Berlingske Media besluttede på den baggrund at bede Human House, der er Danmarks største autoriserede arbejdsmiljørådgiver, om at undersøge hele sagen herunder interviewe klageren og den pågældende redaktør. Begge parter havde mulighed for at fremlægge al det materiale, de ønskede samt indkalde vidner. Human House udarbejdede en 23 sider faktaundersøgelse, som både klager, redaktør, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, HR-direktør og chefredaktionen på B.T. fik forelagt.

“Jeg kan godt forstå folks reaktion, når de ser beskederne. Det er helt uacceptabelt at skrive sådan. Men læser man Human Houses faktaundersøgelse, som gennemlyser sagen i sin helhed, bliver billedet væsentlig mere nuanceret. Vi accepterer ikke sexisme i huset, og når vi bliver opmærksomme på det, så handler vi. Derfor har redaktøren fået en meget klar advarsel. Rapporten understøtter, at det er den rigtige beslutning” siger HR-direktør i Berlingske Media, Lise Glerup.

Både B.T.s tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant har læst hele Human House-rapporten og har ikke haft nogen anledning til at kritisere ledelsens håndtering af sagen.

“Vi er rigtig kede af klagerens oplevelser. Vi har fra starten, da vi modtog klagen, ønsket at få sagen fuld belyst. Det mener vi, den er, men min dør har gennem hele forløbet stået åben for dialog og gør det fortsat, hvis klageren stadig mener, der er forhold, som skal undersøges”, udtaler HR-direktør Lise Glerup.

Flere pressemeddelser

Slide 1 of 26
Slide 1 of 26